Grundejerforeningen Kirkeleddet af 1998

 

 

 

 

 

Maleri af Fredensborg slot fra ca.1850

 

 

 

 

 

 

 

Historien om Fredensborg

 

Østrupgård "Senere Fredensborg slot" var allerede blevet ehvervet af kronen omkring 1560, som led i Frederik II.s store godserhvervelser i det nordøstlige Sjælland, man kender bebyggelsen helt tilbage til omkring 1500, oprindeligt med navnet Ørstrup.

Efterfølgende var den ensomt beliggende gård igen overgået på private hænder, men i 1678 blev den atter erhvervet af Christian V. 

Efter at Kong Christian V gentagne gange havde besøgt Østrupgård i 1678 befalede kongen ridefogeden Hans Rostgaard, at overtage gården på kongens vegne.

Gården lå i den nuværende slotshave. Efter regeringsskiftet i 1699 forblev alt på Østrup (Fredensborg) foreløbig uforandret, men når hoffet residerede på Fredensborg, aflagde Kong Frederik IV hyppige besøg. 

Forberedelserne til det nye slot påbegyndtes i januar 1719, det var allerede dengang bekendt, at slottet skulle hedde Fredensborg, et navn, som det dog først fik officielt ved indvielsen d. 11. oktober 1722.

Hovedbygningen skulle rejses i "Stjernen" og det var hensigten bag slottet, at anlægge en lysthave, idet den gamle lysthave på Østrup skulle omdannes til menagerihave og fasaneri, menagerianlægget var i sin tid en høj ottekantet træbygning med eksotiske dyr i bure, bl.a. ulv og bjørn, det var placeret på en ø i en lille ottekantet sø. Efter menagerihusets nedrivning i 1767 kom øen en overgang til, at bære navnet "Andedammen" i dag er den bedre kandt som "Rosenøen".

Der også skulle anlægges alleer og skaffes plads til en ridebane foran en større stutteristald og til andre bygninger, måtte der foretages betydelige rydninger i Østrup Vang. Til at udføre dette arbejde blev der fra Esrum, hvor der lå et rytteri, udkommanderet soldater, som slog lejr på Østrup.

Samtidig med opførelsen af slottet lod kongen, i anledning af en omlægning af Fredensborg slotshave, den gamle bygning "Sparepenge", beliggende i Hillerød nedbryde og alt brugeligt bygningsmateriale ført til Østrup.

Til de mange soldater og bønder, som i årene 1718 arbejdede på Østrup, måtte der opføres bygninger til beboelse for håndværkere, murere, tømre, stenhuggere, malere, svende og håndlangere.  

I den før så stille skov herskede der nu liv og larm, kromanden i Asminderød havde gode dage.

Soldaterne havde ganske vist deres telte, men alle håndværkerne og arbejderne skulle jo også indkvarteres.

En del af dem søgte til Asminderød Kro. Nogle lejede sig ind hos gartneren andre hos husmændene. For i nogen grad at bøde på pladsmanglen besluttede kongen at lade en kro med tilhørende rejsestald opføre på overdrevet udenfor slottet.

De bygninger blev til i 1723. De blev bygget ens i udseende og størrelse og rejst lige overfor hinanden, adskilt ved en bred vej - begyndelsen til den nuværende Slotsgade. Kroen kaldtes "Kongens Kro" eller den "Privilligerede Kro" senere Store Kro. Trods kroen kneb det stadig med at skaffe husrum til alle. I år 1725 måtte således 80 håndværkssvende bo i 3 husmandsboliger, de såkaldte Rogaards Huse og bønderne måtte levere senge til dem. Endvidere måtte en del af Rogaards Husenes tilhørende sædejord afgives til den nyopførte Kgl. Privilligerede Kro. 

Opførelsen af slottet og de øvrige bygninger blev betroet kongelig bygningsinspektør Johan Cornelius Krieger. I året 1724 blev hovedslottets skorstene forlænget, fordi man plagedes af røg i slottets værelser og i 1725 byggede man Kirken, Orangeriet og et kavalerhus på ridebanen, samt flere huse i den ydre slotsgård.

Samme år godkendte kongen et overslag til bygning af en overdækket havn, i hvilken hans lystyacht med tilhørende shalupper "Lille båd/Redningsbåd" om sommeren kunne ligge tildækkede i regnvejr og hvorfra de om vinteren kunne trække på land. Med disse og lignende mindre arbejder blev byggeriet foreløbig afsluttet.

Der gik dog kun få år, førend slottet under den efterfølgende konge Chr. VI blev underkastet ombygninger og udvidelser. 

Hoffets ophold på slottet i Frederik IV's tid

Anna Sophie Reventlow  mødte kong Frederik IV ved et maskebal på Koldinghus i 1711, og de blev forelskede. Kongen bortførte hende året efter fra hendes hjem på Clausholm slot og ægtede hende til venstre hånd, da han allerede var gift med dronning Louise. Ved hendes død i 1721 ægtede kongen Anna Sophie Reventlow til højre hånd, og hun fik titel af dronning.

I begyndelsen af oktober 1722 var en mængde kgl. betjente travlt beskæftiget med på det nye slot, at træffe forberedelser til kongens fødselsdag og slottets indvielse og fra Frederiksborg, hvor hoffet residerede, blev en del inventar ført til slottet.

På selve dagen 11. oktober 1722, da kongen fyldte 51 år, var der en stor skare forenemme damer og herrer med kongen og dronning Anna Sophie Reventlow i spidsen samlet på slottet, hvor festlighederne indledtes med en højtidelig gudstjeneste. Kgl. konfessionarius Mag. Lemvig, talte i mange sirlige vendinger bl.a. om den ved guds nådige og majestætens vise førelse lykkeligt tilendebragt krig og om det "Freds-paulun" kongen havde rejst her i den ham så kære Østrup Vang, slottet som skulle hedde Fredensborg, og som gennem tiderne skulle stå som minde ikke blot om den afsluttede krig, men også om Frederik den stormægtige og allernådigste monark.

Den kærlighed som kongen fra sin ungdom nærede til stedet, bevarede han således til det sidste. Takket være den store hengivenhed mellem ham og den unge dronning, har hans Fredensborg ophold nok bragt ham lykkelige stunder. Det smertede ham dybt, at han mistede de mange småbørn, gemalinde skænkede ham og han følte sig også ængstelig ved tanken om, hvad der skulle blive af hende, når han gik bort, en ængstelse som dronningen havde god grund til at dele.

De fik adskillige børn, men ingen overlevede de første år. Efterhånden blev ægtefællerne mere og mere præget af denne tragedie Frederik IV arbejdede næsten døgnet rundt. I deres sidste år sammen drømte de om at abdicere og trække sig tilbage til det Fredensborg, som han havde ladet opføre efter italienske forbilleder.

Hun virkede i det skjulte og undgik åbenlyse politiske handlinger. Hendes yderst kapable slægtninge indtog efterhånden alle vigtige poster i statsadministrationen og gik under navnet "den reventlowske bande". Hun blev anklaget for bestikkelse, men aldrig dømt – resultatet af en undersøgelse blev mørkelagt. Krige, arbejdspres og sygdom umuliggjorde parrets rejser til Peter Den Stores Petersborg og til Frankrigs Versailles for slet ikke at tale om det Italien Frederik IV. havde besøgt og forelsket sig i som ung.

Da kongen døde i 1730, blev Anna Sophie forvist fra København til sit fødehjem, godset Clausholm i nærheden af Randers. Hadet mellem Anne Sophie Rewentlow og hendes stedsøn, nu Christian VI, blussede op. Hun blev frataget alle midler ud over Clausholm og pålagt livslangt eksil, det var hende ikke tilladt at forlade godset. I sit eksil engagerede hun sig i bøndernes liv – og i at forskønne Clausholm med haver og alleer. En videreførelse af Frederiks drømme om italienske slotte, haver og villaer i det kolde Norden. Hun led i sine sidste år af en alvorlig, ubehandlet sorgpsykose, og blev mere og mere religiøs.

Efter Christian VI

Slottet blev kun sjældent brugt, først under Christian 9 og Dronning Louise blev slottet igen ramme om den kongelige families liv i længere perioder - da samlede "Europas svigerforældre" om sommeren deres børn og svigerbørn, der repræsenterede flere af Europas konge- og fyrstehuse, på Fredensborg Slot. I dag benytter Regentparret slottet tre måneder om foråret og tre måneder om efteråret.

Slottet danner nu ofte ramme om store begivenheder i den kongelige familie. Her holdes blandt andet bryllupsfester, sølvbryllupsfester og fødselsdagsfester. Her modtages statsoverhoveder fra alverdens lande på officielt besøg og her afleverer andre landes ambassadører deres akkreditiver til Dronningen. Ved statsbesøg er der tradition for, at det besøgende statsoverhoved med en diamant skriver sit navnetræk på en af slottets glasruder.

Dronningen har fastholdt den århundredgamle tradition, at slotskirken stilles til rådighed for menighederne i Asminderød-Grønholt sogne, og derfor holdes der åbne gudstjenester i kirken næsten hver søndag.

Dronning Margrethe d.2 og Prins Henrik flytter op på Fredensborg slot omkring foråret ca. i april måned, hvor de bliver modtaget med fakkeltog, hvor byens borgere kan få et glimt af de kongelige i slotshaven på trappen til slottet.

Slotshaven på omkring 120 ha. er oprindelig anlagt af J.C. Krieger. Den blev omlagt af N. Jardin i 1760'erne og er siden forandret i overensstemmelse med skiftende tiders smag. I vore dage er væsentlige træk af den oprindelige have genskabt.

Størsteparten af de skulpturer, der findes i haven, er udført af den nyklassicistiske billedhugger, J. Wiedewelt. I "Nordmandsdalen" er opstillet 68 sandstensfigurer forestillende norske og færøske bønder og fiskere. Disse figurer er oprindeligt hugget af billedhuggeren J.G. Grund. De er afformet og genhugget i slutningen af 1900-tallet.

I 1995 opførtes et orangeri i tilknytning til slottets urtehave. Her opbevares sarte planter om vinteren, og her produceres blomster til udsmykning af slottene.

 .

Asminderød Kirke

Asminderød kirke er en middelalder-kirke. Den østlige del af skibet er fra første halvdel af 1100-tallet, mens den vestlige del er fra sidst i samme århundrede. De tykke mure tyder på, at skibet oprindeligt kan have båret et tårn fra samme periode (romanske). Det nuværende tårn er formentlig bygget samtidig med kirkens hvælvinger i 1400-tallet. Omkring 1500 udvidedes koret til sin nuværende størrelse af samme bredde som skibet. Våbenhuset mod nord er fra første halvdel af 1200-tallet, mens det lille sakristi først kom til i 1839. Det store sideskib mod syd føjedes til i 1736.

Første gang man brugte tegl herhjemme var ved den del af Dannevirke, der nu kaldes Valdemarsmuren. Det var omkring 1150, så våbenhuset må være fra omkring år 1200.

Tårnet er senmiddelalderligt, opført af munkesten og man mener, der er opført år 1475-85.

Det nuværende tagværk kan dateres til 1776. Oprindelige detaljer af den ældste kirke ses nu kun ved norddøren på skibets nordlige væg.

Norddøren var oprindelig kirkens kvindedør. Mænd og kvinder gik ind ad hver sin dør, kvinderne fra norddøren og mændene fra syddøren. Udenfor norddøren er det gamle våbenhus bygget i munkesten af tegl menes at være Danmarks ældste.

Kongens vej:

Denne kongens vej er rimeligvis identisk med den oprindelige Kirkevej fra Endrup over Østrup direkte til sognekirken i Asninderød, som nogle år efter kongens overtagelse af Østrup blev lukket for Endrup-bønderne, allerede 1681-82, blev der opsat en aflåst port på stedet. Kongen havde forinden gentagne gange beklaget sig ovet, at bønderne i Endrup stadig benyttede deres århundredgamle vejadgang til Asminderød kirke, som ikke blot førte dem ind på kongens enemærker, men på det nærmeste direkte ind på gårds-/slotpladsen.

Af samme grund anlagdes på kongens foranledning en helt ny vej mod syd fra Endrup landsby, som fremover skulle føre bøndernes trafik i en stor bue øst om slotsparken. Samtidig opførtes et ledhus på det sted hvor "Kongens vej" krydsede vangeskellet mod Endrups marker. Det pålagdes vangemanden her at sørge for, at Endrup-bønderne fremover benyttede sig af den nye vej, som stort set er identisk med den nuværende Endrupvej.   

Som det første man ser når man kommer ind på kirkegården, er en skulptur, den er udført af billedhuggeren Erik Heide i 1992, skulpturen forestiller Johannes døberen. I evangelierne er han den der bebuder Kristi komme og viser vej til ham. Det gør han også ved Asminderød kirke.

 Af kendte personer som ligger begravet kan nævnes.

Antoine Bournonville 1760-1843 balletmester, solodanser.

August Bournonville 1805-1879 balletmester, koreograf.

Peder Paludan 1755-1799 sognepræst og far til kommandør Jens Jacob Paludan 1781-1853.

 

Asminderød Kro

Man mener at kroen formentlig fik bevilling 1678-79, den blev givet af Frederik III's dronning Sophie Amalie, der blev enke i 1670 og døde 1685.

Gennem tiderne havde der været mange kromænd, da levealderen dengang var kortere. Fra 1713 var det slægten Hammer, som var tilknyttet kroen.

En lokal mand Ole Matzen eller Madsen fra Søholm giftede sig d. 8. oktober 1713 med Bore Hansdatter fra Endrup, som skulle blive stammoder til Hammerslægten. Hun blev enke i 1727, men skyndte sig, som sædvane var dengang, efter sørgeåret var omme, at gifte sig med en yngre mand, nemlig den 23 årige Henrik Nielsen Sejer fra Bornholm. Hun var selv 38 år. De fik en datter Gundel Henriksdatter, som i en alder af kun 16 år giftede sig med den 61 årige grovsmed Peder Stephansen. Da han døde i 1748 afløstes han af smed Andreas Hammer.

Da Bore Hansdatter's mand Henrik Nielsen Sejer døde i 1757, fik hun sin datter Johanne Marie Olafsdatter af første ægteskab og hendes mand Peder Hansen Raadvig som afløsere. De havde ingen børn, så da Peder Hansen Raadvig døde i 1776 overlod Johanne Marie Olufsdatter kroen til Johannes Christian Hammer, søn af Gundel Henriksdatter og Andreas Hammer i Fredensborg.

Johannes Christian Hammer deltog sammen med sin søn Fritz Hammer i krigen mod englænderne i 1807, hvor den kun 14 årige Fritz gjorde sig bemærket ved sin skydefærdighed. Efter at Danskerne havde overgivet sig, ønskede den Engelske general Baird, som var blevet ramt af den unge Fritz's første skud, at hilse på den soldat, som havde ramt ham. Da han så, det var en dreng, betvivlede han på, det kunne være rigtigt og Fritz Hammer måtte bevise sin skydefærdighed ved i en afstand af 200 skridt, at ramme et spillekort, hjerter Es "anbragt på en træstamme", lige midt i kortets hjerte. For sin dygtighed modtag Fritz Hammer en pung med guldstykker og to meget smukke pistoler, som stadig er i familiens eje.

Steen Steensen Blicher har skrevet et digt på 26 vers om begivenheden.

I 1860 overtog Harald Hammer hele ejendommen og solgte den igen i 1861 til Hans Sørensen Hansen. Dermed var kroen solgt væk fra den familie, som havde været knyttet til den i 148 år.

Store Kro i Fredensborg

Store Kro blev opført i 1723 på befaling fra Kong Frderik IV, med det formål, at kunne imødekomme de royale gæster, som Fredensborg Slot ikke var indrettet til at kunne have boende.

Kroen er bygget af samme arkitekt som Fredensborg Slot, Johann Cornelius Krieger, som var meget inspireret af den Italienske klassicisme.

I begyndelsen var kroen blot en ganske almindelig landsby kro, der betjente den lokale befolkning, men op gennem 1800-tallet tiltrak den store kulturelle personligheder som Søren Kierkegaard og datidens kunstneriske elite.

I 1934 blev kroen opkøbt af restauratør Frantz Christensen, som omdannede kroen til den luksuskro, den er kendt for i dag.

I 1960 fik kroen igen ny ejer, Hoteldirektør Ronald Larsen , hvis bestræbelser i høj grad gik ud på, at genetablere den tætte forbindelse, som kroen havde haft til kongehuset.

Dette lykkedes i høj grad, da kroen bl.a. lagde rum til hoffet til Dronning Margrethe og Grev Henri de Laborde de Monpezart's bryllup i 1967.

I dag 2013 er den nyeste ejer af kroen ingeniør Niels Fennet, der har visioner om at genopbygge kroen med udgangspunkt i Krieger's arkitektur, men med de moderne faciliteter, som gæster og rejsende forventer i dag.

1. juni 2014 åbnede Bistroen, som kroens Café med udsigt til haven. 

I efteråret 2014 vil gourmetrestauranten, 33 dobbeltværelser, samt 11 selskabs- og konference lokaler stå klar.     

 

Kilde: Valdemar Seeger, Fredensborg fra oprindelsen til vore dage

Kilde: Hefte om Asminderød Kirke af Ernst Tursø, april 2000

Kilde: Asminderød Kro's historie 10. juli 1996.

Kilde: Folk og minder fra Nordsjælland samt lokalhistorikeren Kaj Strandborg og Fredensborg Bibliotek.

Kilde: Fredensborg Kommune & nettet.

Kilde: Det ukendte Østrup slot af Kresten Tommerup.

Historien om Fredensborg er indsamlet og skrevet af Lis og Jørgen Rützou Kirkeleddet 438, 3480 Fredensborg.      

 

 

 

 

 

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk